Terapi til børn

Hvor voksne typisk bruger samtalen til at skabe forståelse, lindring og forandring, så er det for det meste anderledes for børn.

Jeg tilbyder derfor terapi, som tager udgangspunkt i barnets forståelse og den måde børn bearbejder og healer på. Det vil typisk for de yngre børn være gennem en mere legende- og kropslig baseret tilgang.

Konkret betyder det, at jeg kan skabe rammen for, at barnet kan udtrykke sig gennem leg. Børn kan hjælpes til at bruge leg på samme måde som voksne kan hjælpes til at bruge samtalen til at skabe forståelse, se nye perspektiver og få nye veje at gå.

Derfor har jeg indrettet min hyggelige praksis med terapeutisk legetøj og har uddannet mig i metoder målrettet børn, således at jeg kan hjælpe børnene på rette vej. Jeg kan hjælpe med at oversætte børnenes udtryk og lege til barnets omsorgspersoner, som måske har haft svært ved at forstå barnet. 

Jeg er internationalt certificeret Theraplay-behandler på intermedia niveau. 

Jeg bruger denne anerkendte metode til at lave konkrete øvelser og sætte lege i gang, der eksempelvis hjælper barnet med at finde sine egne styrker og rumme sine egne følelser,  at berolige sig selv og udvikle tillid til sig selv og andre. 

Læs mere om Theraplay på: www.Theraplay.dk eller under min bjælke “Theraplay”

Andre børn kan lettere gå direkte til sagens kerne og har et sprog for det, der er på spil. Hvis det er tilfældet, vil jeg i højere grad kunne bruge samtalen til at hjælpe barnet.

Med mine mange års erfaring og uddannelse kan jeg skræddersy behandlingsforløb til det enkelte barn. Som regel vil jeg bruge en blanding af forskellige metoder i mine behandlingsforløb, idet børn ofte har brug for, at vi arbejde på forskellige måder.

Hvornår er det relevant med terapi til børn?

Børn er forskellige, og børn påvirkes og reagerer forskelligt, når de bliver overvældede eller belastede. Derfor kan man ikke lave en præcis tjekliste for, hvornår der er brug for terapi.  

Her er dog nogle indikatorer som gør sig gældende for barnet, som du kan læne dig op ad:

  • Har svært ved at være i kontakt med andre børn og voksne.
  • Er blevet adopteret og skal lave en ny tilknytning til sine adoptivforældre.
  • Har oplevet svær fysisk eller psykisk sygdom hos sig selv eller hos en pårørende
  • Har oplevet et tab fx et dødsfald, mistet kontakt til en omsorgsperson eller andet 
  • Er blevet mobbet
  • Har oplevet svære konflikter i familien
  • Har oplevet forældres skilsmisse
  • Anbragte børn som skal have nye tilknytningserfaringer.
  • Har været vidne til, at andre har været udsat for vold eller overgreb.
  • Er født for tidligt og mistrives.

Men så er der også børn, som tydeligt viser, at de mistrives, uden vi som voksne helt ved hvorfor.

Eksempler på typiske adfærdsændringer hos børn

Børns reaktioner er forskellige, så det her eksempler på nogle almindelige reaktioner – listen er langtfra udtømmende.

  • De kan have svære humørsvingninger
  • De kan let og hyppigt blive involveret i konflikter
  • De kan have søvnproblemer, dvs. fx har svært ved at falde i søvn, let og tit vågner, er bange for at falde i søvn, har mange mareridt og måske nødig vil sove alene
  • De kan være ængstelige for at slippe deres forældre, vil helst ikke i skole/børnehave og kan have brug for at have deres forældre i umiddelbar nærhed
  • De kan virke triste
  • De kan være meget urolige
  • De vil gerne have styr på mangt og meget og kan blive kontrollerende og en lille “politimand”
  • De kan blive bange for alt muligt, fx mørke, lyde, fremmede
  • De kan være meget lydfølsomme
  • De kan reagere voldsomt på selv små forandringer i hverdagen
  • De kan lukke  sig inde og fx miste lysten til at lege og være sammen med andre
  • De kan have koncentrationsbesvær
  • De kan opleve kroniske mavesmerter eller hovedpine, som ikke skyldes somatisk sygdom.

Nogle børn oplever mange af disse symptomer, andre kun nogle få. Det er meget forskelligt. Graden af symptomerne er også meget varierende. Det vigtigste er, at I oplever, at der er mistrivsel og har været det et stykke tid.

Er du i tvivl om terapien kan hjælpe jeres barn, så er du velkommen til at kontakte mig for en uforpligtende samtale herom. Så kan du også få en fornemmelse af, om ”kemien passer”.

Tillid og gennemsigtighed er afgørende for mig i mit arbejde. Nogle gange kan jeg hjælpe – andre gange kan jeg ikke. Såfremt jeg vurderer, at jeg ikke i tilstrækkelig grad kan hjælpe jer, vil jeg dele dette med jer. Så spilder I hverken tid, energi eller penge uden tilstrækkelig effekt.